Den 34-årige kronprinsesse ankom til hospitalet omkring klokken et natten til torsdag.
- Jeg kan bekræfte, at det er nu, det sker, siger hoffets informationschef Bertil Ternert til TT.
Med sig har prinsessen sin mand.
- Prins Daniel er med hende på sygehuset, tilføjer informationschefen.
Ifølge avisen Aftonbladet ankom prinsessen til sygehuset i en sølvgrå BMW fulgt af to biler med sikkerhedspoliti.
Kronprinsessen blev gift med prins Daniel i juni 2010 i en følelsesladet ceremoni, hvor de begge måtte knibe en tåre. I august blev det så afsløret, at parret ventede deres første barn.
Det svenske kongehus havde meldt ud, at kronprinsessen var sat til at føde i marts, men allerede fredag begyndte hospitalet at forberede den royale fødsel. Her spærrede hospitalet store dele af parkeringspladsen af angiveligt for at gøre plads til pressen.
Den lille ny bliver kong Carl XVI Gustaf og dronning Silvias første barnebarn, for hverken kronprinsesse Victorias lillebror, prins Carl Philip, eller lillesøster, prinsesse Madeleine, er gift eller har fået børn.
Den royale baby bliver nummer to i den svenske arvefølge. Svensk lov gjorde det muligt for Victoria at overtage tronen efter sin far ved en grundlovsændring i 1980.
Fødslen er godt nyt for det svenske kongehus, der sidste år var ramt af en række beskyldninger mod kong Carl Gustaf.
I en bog blev det beskrevet, hvordan kongen havde kontakter til det kriminelle natklubmiljø og besøgte i stripklubber i 1990'erne.
Det blev også hævdet, at kongen havde en affære med en popsangerinde, hvilket den pågældende sanger siden har bekræftet.
Kongen har afvist alle påstande.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde