Alvorlig krise mellem Kina og Japan

En tilbageholdt kinesisk fiskerbåd har skabt iskold luft mellem Kina og Japan. Det blev understreget tirsdag, da regeringen i Beijing afviste, at ledere fra de to lande vil mødes under det igangværende topmøde i FN.

Kina beskriver et møde mellem premierminister Wen Jiabao og Japans regeringschef, Naoto Kan, som upassende.

- Denne sag har allerede skadet de kinesisk-japanske relationer, siger en talskvinde for det kinesiske udenrigsministerium.

Kina har gentagne gange krævet, at Japan med øjeblikkelig virkning frigiver den kinesiske kaptajn, hvis båd den 7. september kolliderede med to skibe fra den japanske kystvagt.

Det skete i et område af Det Østkinesiske Hav, som begge lande gør krav på.

- Nøglen til løsningen er i Japans hånd, siger talskvinden.

Den diplomatiske strid betegnes som den værste mellem de to lande i mange år.

Kina har seks gange indkaldt den japanske ambassadør til en reprimande, og flere officielle besøg og forhandlinger mellem de to lande er aflyst.

Japan opfordrer til, at ingen af parterne forfalder til "ekstrem nationalisme".

/ritzau/Reuters

Kina afviser kategorisk, at et møde med Japans premierminister kan komme i stand under FN-topmøde. Kina er vred over tilbageholdelsen af skib.

Offentliggjort Sidst opdateret