Amazon vil stoppe politiet i at bruge dets ansigtsgenkendelse
Med en udsættelse håber Amazon på, at man kan udvikle de nødvendige regler for brug af ansigtsgenkendelse.
E-handelsvirksomheden Amazon vil forsøge at sætte en stopper for politiets brug af selskabets software til ansigtsgenkendelse i et år.
Det skal ske med et såkaldt etårigt moratorie - eller en midlertidig udsættelse.
Udviklingen sker efter vedholdende kritik fra flere organisationer, der mener, at teknologien på unfair vis kan målrettes forskellige mennesker på baggrund af deres hudfarve.
- Vi håber, at dette etårige moratorie kan give Kongressen nok tid til at indføre passende regler, og vi står klar til at hjælpe, hvis man beder om det, skriver Amazon i en pressemeddelelse.
En koalition af borgerrettighedsgrupper igangsatte denne uge en underskriftsindsamling på nettet.
Heri opfordrer man til, at Amazon dropper alle forbindelser til politiet og immigrationsmyndighederne.
Indsamlingen retter sig specifikt imod teknologien Rekognition og overvågningskameraer fra serien Ring til sikkerhed i hjemmet.
- Amazon er nødt til at gå selskabets strukturelle rolle i systemisk undertrykkelse af sorte efter i sømmene, siger strategisk direktør hos gruppen Media Justice Myaisha Hayes.
Det står dog ikke klart, i hvilket omfang Rekognition bruges af politiet eller immigrationsmyndighederne.
Ring-kameraerne bliver solgt til sikkerhed i hjemmet, men folk kan dele deres video med politiet, hvis de har lyst.
Amazon siger, at internationale organisationer fortsat vil kunne bruge Rekognition-teknologien til at hjælpe med at redde ofre for menneskehandel.
Den kan også fortsat bruges til at genforene savnede børn med deres familier.
- Vi har talt for, at regeringer skal sørge for stærkere regulering for at sikre etisk brug af ansigtsgenkendelse, skriver Amazon.
Sidste år afviste aktionærerne i Amazon et forslag om at forbyde salg af ansigtsgenkendelse til regeringer.
Tidligere på ugen meldte computervirksomheden IBM ud, at det ikke længere vil udvikle software til ansigtsgenkendelse til alment brug.
Samtidig advarede det over 100 år gamle firma om potentielt misbrug af softwaren.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub