Danske turister skal være opmærksomme og undgå de urolige kvarterer, så længe de nuværende voldsomme optøjer står på. Sådan lyder anbefalingen fra den danske ambassade i London.
Tusinder af danske turister besøger hvert år London, hvor der de seneste dage har været ballade i en række bydele, siden uroen brød ud i Tottenham 6. august.
- London tiltrækker normalt et meget stort antal danskere. Men det gælder ikke i særlig høj grad de uroramte områder, siger fungerende ambassadør Karen Melchior.
Men med rapporterede uroligheder nu også i Birmingham, Liverpool, Nottingham og Bristol anbefaler ambassaden til at være forsigtige og vise omtanke generelt, når man færdes i London og omegn.
- Danskere bør være opmærksomme på, at situationer kan udvikle sig voldeligt. Man skal trække sig væk fra områder med en ubehagelig stemning og holde øje med lokale medier for opdateringer om situationen, siger hun og fortsætter:
- Man bør udvise forsigtighed og holde sig på afstand af demonstrationer og større menneskemængder samt følge politiets anvisninger.
Britisk politi har bedt offentligheden om at holde sig væk fra områder, hvor der opstår uroligheder, fordi et stort antal tilskuere til optøjerne har hindret dem i at udføre deres arbejde.
I London har uroen siden starten foreløbig bredt sig til områder som Enfield, Brixton, Walthamstow, Hackney, Ealing, Camden, Peckham, Lewisham, Clapham og Croydon.
/ritzau/
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker