Ambassaden i Kairo: Hold jer inde døre

- Hold jer inde og undgå demonstrationer og uroligheder og ret jer efter myndighedernes anvisninger, hvis I er uden for.

Sådan lyder rådet til danskere i Egypten fra den danske ambassade, som løbende får henvendelser om råd fra de omkring 200 fastboende danskere og et ukendt antal tilbageværende turister.

- Vi får mange henvendelser. Men mest fra danskere, som er i landet som turister og ikke er vante til egyptiske forhold, oplyser ambassadør Christian Hoppe.

Også danske pressefolk, som ellers er i landet for at rapportere om de folkelige demonstrationer, råder ambassaden nu til at blive indendørs på deres hotel.

Det sker, efter at en stribe internationale journalister og fotografer er blevet overfaldet under demonstrationerne.

Den danske ambassade inde i Kairo by er lukket for personlige henvendelser på grund af faren fra gadesammenstødene.

For dem, som vil ud af landet, er der fortsat ledige sæder på Egypt Airs to afgange direkte til København fredag og søndag.

Og sammen med de øvrige nordiske lande har den danske ambassade bemandet en stand i lufthavnen i Kairo for at hjælpe egne statsborgere med at finde et fly at komme ud af landet med.

Passagerer skal have på forhånd en flybillet for at komme ind i lufthavnen. Billetter kan ikke ombookes, og pladser på et andet fly koster omkring 500 euro, oplyser ambassaden.

Udenrigsministeriet fraråder alle rejser til Egypten, men finder dog ikke situationen i landet så alvorlig, at der er planer om at iværksætte særligt danske transportforanstaltninger til at evakuere danske statsborgere, oplyser ambassadøren.

Både telefon- og internetforbindelser er ustabile for øjeblikket i det uroplagede land.

/ritzau/

Det er blevet for farligt i Egypten at bevæge sig udendørs, vurderer den danske ambassade.

Offentliggjort Sidst opdateret