Toppolitikere på Christiansborg kan vente sig at høre USA's tidligere ambassadørs uforbeholdne mening om dem, når danske WikiLeaks-dokumenter offentliggøres.
For første gang er der kommet konkrete oplysninger frem om, hvad de omstridte filer, der er sendt fra den danske ambassade, indeholder.
USA's ambassadør fra 2005 til 2009, Jim Cain, fortæller, at han har skrevet nogle af de i alt 297 dokumenter. Ifølge Cain handler de om den danske indsats i Afghanistan og inkluderer hans "oprigtige analyse af kommende danske politiske ledere".
Det fortæller Cain, der i dag er advokat i den amerikanske by Raleigh, til den lokale tv-station Wral.
- Dokumenterne, jeg skrev, var stilet til præsidenten, og de skal guide præsidenten til at træffe beslutninger, siger han i et interview med tv-stationen.
- Hvis man viser dem til offentligheden, kan det skade den nationale sikkerhed voldsomt, og det er efter min mening højforræderi, fortsætter han.
Cain siger desuden, at han ikke håber, at WikiLeaks-afsløringerne vil skade relationerne mellem Danmark og den nuværende eller kommende ambassadører.
Ingen af de danske dokumenter er endnu blevet frigivet på WikiLeaks' hjemmeside. Det danske udenrigsministerium har tidligere oplyst, at man ikke ønsker at få dem udleveret, før offentliggørelsen.
Ministeriet har i stedet fået en orientering fra den amerikanske ambassade om dokumenternes indhold.
Søndag begyndte WikiLeaks offentliggørelsen af godt 250.000 hemmelige dokumenter fra den amerikanske udenrigstjeneste. Over de næste par måneder vil papirerne gradvist blive frigivet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde