Ambassadør: Grækerne ånder lettet op

- Man føler, at man har fået den sikkerhed, man har brug for, for at komme videre. Pakken er på plads, og de almindelige grækere kan nu lægge den voldsomme bekymring lidt til side et kort stykke tid, siger den danske ambassadør i Grækenland Tom Nørring.

Med hjælpepakken på cirka 967 milliarder kroner følger også et skærpet tilsyn fra EU, der skal sikre, at Grækenland gennemfører de nødvendige besparelser og reformer.

Og det skærpede tilsyn falder ikke i lige god jord hos alle kommentatorer.

- Flere føler, at Grækenland er "sat under administration", og det giver anledning til reaktioner som "er det nu også værdigt og rimeligt for et stolt land som Grækenland?", siger Tom Nørring.

For langt de fleste almindelige grækere er stemningen dog, at hjælpepakken er en kærkommen mulighed for at lægge demonstrationerne bag sig og få styr på økonomien.

- Man skal ikke være blind for, at grækerne er nået et punkt, hvor de virkelig, virkelig, virkelig er bekymrede for deres fremtid. Og nu har man altså fået en mulighed for igen at se fremad - og det er det, man koncentrerer sig om nu, siger Tom Nørring.

Han påpeger, at grækerne efterhånden er blevet trætte af at blive omtalt som uansvarlige brokkehoveder.

- Kritikken af de græske borgere fra medierne og de andre EU-lande føles meget hård ude i de græske hjem. Grækerne ved godt, at situationen ikke ser godt ud, og at der skal arbejdes hårdt, siger Tom Nørring.

- Nu venter alle bare på, at der kommer konkret handling bag de politiske beslutninger.

/ritzau/

Selv om den økonomiske krise langt fra er et overstået kapitel i det græske drama, betyder EU's hjælpepakke, at grækerne nu kan ånde lettet op - statsbankerotten er afværget i første omgang.

Offentliggjort Sidst opdateret