Danmarks ambassadør i Kairo, Christian Hoppe, oplever i bogstaveligste forstand verdenshistoriens vingesus uden for sit vindue fredag aften.
Kort efter, at nyheden om den egyptiske præsidents, Hosni Mubaraks, tilbagetræden kom ud, fortæller den danske ambassadør, at han fra sin terrasse kan høre folkemængden råbe og skrige og højlydte bilhorn i gaderne.
Han fortæller, at det næste verden og Egypten nu venter på, er meldingen fra det øverste militære råd, som har ledelsen i landet nu.
- Militæret har stillet sig som garant for, at folkets legitime krav kan blive gennemført. Det vil sige frie valg, rettigheder og forfatningsændringer. De siger, at de har lyttet til de krav, der bliver stillet, og at ønskerne bliver opfyldt.
Samtidig vil Christian Hoppe dog ikke for hurtigt skrive under på, at den direkte vej til frie valg og demokrati nu er banet.
- Tingene kan ændre sig flere gange om dagen, har vi set. Men holdepunktet er nu det, militæret har sagt, siger han og fortsætter:
- Militæret har sagt, at de vil holde landets øverste ledelse fast på, at de her ting nu skal gennemføres. Det er den hensigt, der er erklæret, og den må man forholde sig til, siger ambassadøren.
En af de ting, som blandt andet bliver interessant at få svar på, vurderer Christian Hoppe, er, om vicepræsident Omar Suleiman, som gav beskeden om Mubaraks afgang, nu skal stå i spidsen for landet frem imod frie valg, eller om det bliver en af militærets topfigurer.
- Spørgsmålet er, hvilken rolle der er tiltænkt Suleiman. Der må vi afvente at høre, om han skal i spidsen, eller om det bliver et egentligt militærstyre, siger Christian Hoppe.
Han forventer, at der vil være millioner af mennesker i gaderne natten igennem, men risikoen for voldelige sammenstød er selvsagt faldet.
Mubaraks tilbagetræden kommer efter 18 dages massedemonstrationer i Egypten, hvor demonstranterne højlydt har krævet hans afgang.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker