Udenrigsministeriet er klar med navne og steder på en række danske ambassadører, når der skal foretages en rokade i løbet af det kommende år.
Oversigten afspejler, at Danmark i stigende grad lægger vægt på Kina foruden de traditionelle tunge posteringer i Washington og Bruxelles. Således skal Friis Arne Petersen, nuværende dansk ambassadør i USA og tidligere direktør i Udenrigsministeriet, være ny dansk repræsentant i Beijing.
Friis Arne Petersen afløses som ambassadør i Washington af Peter Taksøe-Jensen, som i øjeblikket er assisterende generalsekretær for juridiske spørgsmål ved FN.
Magtens internationale trekant mellem USA, EU og Kina viser sig ved, at den nye danske ambassadør på EU-repræsentationen i Bruxelles bliver Jeppe Tranholm-Mikkelsen, som i øjeblikket står i spidsen for den danske ambassade i Beijing.
Ny dansk Nato-ambassadør bliver Carsten Søndergaard, som kommer fra Berlin. Han bytter plads med Per Poulsen-Hansen, som altså bliver Danmarks nye ansigt i Tyskland.
Udenrigsministeriet oplyser, at Klima- og Energiministeriets chefforhandler i klimaspørgsmål, Steffen Smidt, skal være ambassadør ved FN-missionen i Genève i løbet af 2010. Han dumpede ind i rollen som chefforhandler mindre end to måneder før klimatopmødet i København, da Thomas Becker sagde op og samtidig blev fritaget for tjeneste.
Det står ikke umiddelbart klart, hvornår Steffen Smidt skifter fra København til Genève. Tidspunktet er interessant, fordi Danmark i 2010 stadig er formand for FN's klimakonference, selv om topmødet i Bella Center er overstået.
Apropos Bella Center: Logistikchefen for klimatopmødet, kontorchef Svend Olling, skal fra Udenrigsministeriet til posten som ambassadør i Bangladesh, som er blandt de lande, der forventes at blive hårdest ramt af klimaændringerne.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned