Ambulancefly styrter ned i Island: To dræbt

To mennesker har mistet livet i en flyulykke i Island.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lille fly havde tre personer om bord, da det styrtede ned mandag på den nordlige del af øen, rapporterer islandske medier.

Det drejer sig angiveligt om to piloter og en paramediciner, som var på vej tilbage fra en ambulanceopgave.

Styrtet fandt sted i nærheden af lufthavnen Akureyri efter et mislykket landingsforsøg, skriver den statslige islandske radio- og tv-kanal, RUV, på sin hjemmeside.

Det forulykkede fly er angiveligt af typen Beechcraft B200 Super King Air, og årsagen til flystyrtet er endnu uklart natten til tirsdag dansk tid.

Den overlevende fra ulykken bliver nu behandlet på hospitalet.

/ritzau/AFP