Ambulancefolk i Dallas undgik ebola
Medlemmer af et ambulancehold, som var tæt på en ebola-patient, er testet negative for sygdommen i Texas.
I den amerikanske storby Dallas er alle tre medlemmer af et ambulancehold, som var tæt på en ebola-patient, testet negative for sygdommen, oplyser myndighederne i Texas.
- Vi har ikke mistanke om, at der er flere smittede i Texas, siger talsmænd for sundhedsmyndighederne i den sydlige amerikanske delstat, hvor en mand er vendt hjem fra Vestafrika med ebola.
De tre ambulancehold er i karantæne og vil blive nøje observeret de kommende tre uger, oplyser myndighederne på deres twitterprofil. Ambulanceholdet var tæt på en mand, der menes at være blevet smittet under et ophold i Liberia i Vestafrika. Denne kom 20. september til Texas for at besøge familie, men efter nogle dage søgte han behandling, fordi han følte sig sløj, skriver CNN.
Søndag blev manden placeret i isolation på et hospital i Dallas og testet for ebola, efter at have vist symptomer på den frygtede sygdom. Det viste sig, at han er smittet.
- Det er, så vidt vi ved, den første patient diagnosticeret uden for Afrika, siger Thomas Frieden, direktør for CDC.
Flere amerikanske sundhedsarbejdere, som er blevet smittet under udstationering i de vestafrikanske lande, er sluppet af med sygdommen efter at være vendt hjem til behandling i USA.
Det kan tage op til tre uger, fra en person er blevet smittet, til de første symptomer på ebola viser sig. En smittet kan derfor komme vidt omkring og have kontakt med mange mennesker, inden sygdommen bliver opdaget.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er over 3000 mennesker døde af ebola i Vestafrika. Det er det værste udbrud, siden sygdommen første gang blev opdaget i 1976.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker