Amerikaner erklærer sig skyldig i terror

Lederen af en lille militant gruppe i den amerikanske stat North Carolina erklærede sig onsdag skyldig i en sammensværgelse. Den skulle have til formål at gennemføre terror i udlandet og at hjælpe andre militante, oplyser USA's justitsministerium.

Den 40-årige Daniel Boyd og syv andre blev først tiltalt i 2009 for at træne og forberede terrorhandlinger i Kosovo, Jordan og Gazastriben. Han er den første i gruppen, der erklærer sig skyldig.

Den amerikanske statsborger, Boyd, der også går under navnet Saifullah, var anklaget for at have rejst til Pakistan og Afghanistan mellem 1989 og 1992, for at være blevet trænet der og for siden at have kæmpet i Afghanistan.

Han stod også tiltalt for at have leveret materiel støtte til militante mellem 2006 og 2009, heriblandt penge, transport og mandskab, og også for sammensværgelser om at dræbe, såre og bortføre mennesker i udlandet.

- Sagen viser, hvordan vor verden forandres. Terrorister er ikke længere kun fra fremmede lande, men også statsborgere, som lever inden for vort lands grænser, siger den amerikanske anklager George Holding i en erklæring.

Boyd var også anklaget for at have planlagt et angreb på de amerikanske marineinfanteristers Quantico-base i Virginia, herunder at have gennemført rekognoscering i omkring en måned, inden han blev anholdt. Dette punkt ville han ikke erkende.

Mens Boyd mest var opsat på at gennemføre angreb i udlandet, så har de amerikanske myndigheder givet udtryk for en stigende bekymring for amerikanske statsborgeres radikalisering og vilje til at udføre angreb inden for USA's grænser.

Boyd bliver dømt i maj, og straframmen er fængsel for livstid. Hans to sønner, Zakariya og Dylan, er også tiltalt i sagen.

/ritzau/Reuters

En 40-årig amerikansk statsborger erklærer sig skyldig i terroranklager. Hans sønner er også tiltalt i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret