Amerikaner og japaner er døde af coronavirusset i Wuhan
Coronavirusset har kostet de to første udenlandske statsborgere livet i den virusramte by Wuhan i Kina.
En amerikansk statsborger er død af coronavirus i den kinesiske millionby Wuhan, hvor virusset har sit epicenter.
Det skriver The New York Times tidligt lørdag morgen dansk tid.
Der er tale om en person på omkring 60 år, som mistede livet på et hospital i Wuhan torsdag.
Det oplyser USA's ambassade i Beijing ifølge The New York Times. Men derudover er der ikke mange oplysninger i sagen.
- Vi kondolerer dybt til familien for dens tab, siger en talsmand for ambassaden.
- Af respekt for familiens privatliv har vi ikke flere kommentarer i sagen.
Det er den første amerikanske statsborger, der har mistet livet som følge af det nye coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nyheden kommer blot få minutter efter, at det er kommet frem, at en japansk statsborger, som har været indlagt på et hospital i Wuhan med lungebetændelse, ligeledes er omkommet.
Det oplyser Japans udenrigsministerium tidligt lørdag morgen dansk tid, skriver Reuters.
En opgørelse fra torsdag viser, at der på daværende tidspunkt havde været i alt 19 tilfælde af udenlandske personer, der var smittet med coronavirus i Kina.
To af de 19 var blevet udskrevet fra hospitalet, mens 17 blev holdt i karantæne og var under behandling.
Det oplyste en talskvinde fra det kinesiske udenrigsministerium torsdag under et pressemøde, skriver Reuters.
Det smitsomme coronavirus har kostet i alt 722 personer livet i Kina, mens over 34.500 personer er smittet med virusset i landet.
Der er desuden konstateret smittetilfælde i flere end 20 andre lande.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret udbruddet for en global sundhedskrise.
WHO har natten til lørdag dansk tid advaret om en global mangel på mundbind og beskyttelsesdragter under virusudbruddet.
Det skyldes blandt andet, at der er en "udbredt forkert brug" blandt personer, som ikke har behov for at bære mundbind.
Det vigtigste er, at personer, der er smittet, og sundhedspersonale, der behandler smittede, bærer mundbind, lyder det.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker