Amerikaner træder ud i Rummet på første private rumvandring
Her ses Jared Isaacman, da han bevægede sig ud fra rumfartøjet.
-/Ritzau Scanpix
Jared Isaacman trådte torsdag ud i Rummet på den første private rumvandring, viser livebilleder fra SpaceX.
Den amerikanske milliardær Jared Isaacman skrev torsdag historie, da han begav sig ud i Rummet som den første private person.
På et livestream fra SpaceX kunne man se Isaacman kravle op ad en stige, som bragte ham uden for fartøjet - 700 kilometer over Jorden.
Her testede han den nye rumdragt fra SpaceX, som han var iført, og efter lidt mere end ti minutter uden for kapslen kravlede han tilbage.
Isaacman er leder af Polaris-programmet, som han sammen med SpaceX, der er ledet af rigmanden Elon Musk, står bag.
Den første af mindst tre missioner i programmet - Polaris Dawn - blev indledt tirsdag og kulminerede torsdag med en rumvandring.
Det har mange astronauter fra amerikanske Nasa og europæiske ESA gjort efterhånden, men ikke tidligere en privat virksomhed.
Fire personer er med på Polaris Dawn-missionen. Foruden Isaacman er det en tidligere jagerpilot og to SpaceX-ansatte.
En af dem - Sarah Gillis - bevægede sig også torsdag uden for fartøjet.
På missionen har besætningen allerede bevæget sig længere ud i Rummet, end mennesker har været siden slutningen af 70'erne.
Flere andre eksperimenter skal udføres på missionen. Men rumvandringen er det, som inden har fået størst opmærksomhed.
Det er ikke første gang, at Jared Isaacman, som har tjent sine penge på den elektroniske betalingsvirksomhed Shift4, er i Rummet.
For få år siden var han en af de første rumturister, da han var i kredsløb om Jorden på en tur, som han havde finansieret.
Han har også finansieret Polaris-programmet - sammen med SpaceX. Hvor meget han har spyttet i, har han ikke villet afsløre.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde