Mens en opgørelse forleden viste, at amerikanske storbanker og finanshuse er på vej mod rekordbonusser til ledende ansatte, kan andre lønmodtagere se frem til det måske største fald i reallønnen i 18 år.
Avisen USA Today skriver, at den økonomiske afmatning og den lave inflation svækker lønnens faktiske værdi for millioner af amerikanske arbejdere og fastfryser pensionerne for andre millioner af ældre.
Avisens analyse af tal fra USA's arbejdsministerium viser, at den gennemsnitlige ugeløn er faldet med 1,4 procent i år frem til september. Landets lønmodtagere er således på kurs på den største nedgang i reallønnen siden 1991.
Ministeriets data omfatter over 80 procent af lønmodtagerne i det private erhvervsliv - dog ikke folk i ledende stillinger og højtlønnede med særlig indsigt.
Tidligere på ugen konstaterede et andet amerikansk dagblad, Wall Street Journal, i en undersøgelse, at medarbejdere i USA's 23 førende investeringsbanker og investeringsfonde, depotbestyrere og aktie- og valutahandlere kan regne med rekordbonusser i år. De bliver dermed forgyldt endnu mere end i 2007. Det var året, umiddelbart før boblen i økonomien bristede.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker