Amerikansk base afværger angreb fra militant gruppe i Somalia
Gruppen al-Shabaab stod angiveligt bag to angreb i Somalia mandag. Billedet her er fra et angreb mod en konvoj med EU-rådgivere. Foto: Abdirazak Hussein Farah/Ritzau Scanpix
Abdirazak Hussein Farah/Ritzau Scanpix
Gruppen al-Shabaab hævder at have dræbt adskillige i angreb. Det afviser USA, der kalder angrebet mislykket.
Den islamistiske militante gruppe al-Shabaab har mandag taget skylden for et angreb mod en amerikansk base i Somalia.
Et angreb, som basen havde set komme og "ganske enkelt afværgede".
I en udtalelse lyder det ellers fra den militante gruppe, at der var tale om en vellykket aktion udført af "elitesoldater".
- I de tidlige timer mandag morgen udførte elitesoldater et modigt angreb mod den amerikanske militærbase.
- Efter at være trængt igennem til den heftigt beskyttede base stormede hellige krigere det militære kompleks og kastede sig ud i en voldsom ildkamp med modstanderen, lyder det fra al-Shabaab.
Gruppen hævder, at den nåede at dræbe adskillige i angrebet.
Men det afviser både den amerikanske mission og en somalisk militærleder.
- Vi havde allerede information om angrebsmændene, og vi afværgede dem ganske enkelt, før de nåede frem til vores forsvarsværk.
- Der var ingen omkomne blandt vores soldater eller blandt de amerikanske soldater på basen, siger militærlederen, der ønsker at være anonym.
Det var basen ved Baledogle - cirka 110 kilometer nordvest for hovedstaden Mogadishu - der mandag var mål for angrebet. Al-Shabaabs krigere gik angiveligt både til angreb med sprængstof og skydevåben.
- I sidste ende lykkedes det for sikkerhedsstyrker at stoppe det her mislykkede angreb takket være deres årvågenhed og deres hurtige reaktion, lyder det fra den amerikanske mission i en udtalelse.
USA's militær oplyser desuden i en udtalelse, at ti militante angrebsmænd blev dræbt under mandagens angreb. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Som reaktion på angrebet og i selvforsvar udførte USA's styrker i Afrika to luftangreb og brugte mindre våben mod al-Shabaab-terrorister, lyder det.
Der var mandag også yderligere meldinger om angreb fra al-Shabaab.
En konvoj med EU-rådgivere blev således angrebet ved Mogadishu.
- En bilbombe var målrettet militære EU-rådgivere ved en industrivej. Et køretøj fyldt med sprængstoffer kørte ind i et af køretøjerne i konvojen, siger Omar Abikar, en somalisk sikkerhedsofficer.
Der er ingen meldinger om dræbte i det angreb.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet