Amerikansk delstat får lov at forlænge fristen for brevstemmer
Over 30 millioner amerikanere har allerede afgivet deres stemme til præsidentvalget 3. november. Foto: Mike Blake/Reuters
Mike Blake/Reuters
Republikanerne er imod at forlænge frist for brevstemmer, som demokratiske vælgere oftere benytter sig af.
USA's højesteret giver delstaten Pennsylvania medhold i at forlænge fristen for optællingen af brevstemmer til det kommende præsidentvalg.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Med stemmerne fire mod fire i højesteretten forbliver det en mulighed for Pennsylvania at tælle og modtage brevstemmer frem til 6. november - tre dage efter valget - selv om stemmesedlerne ikke er tydeligt stemplet.
Det sker på trods af, at præsident Donald Trumps parti, Republikanerne, har krævet, at forlængelsen bliver droppet.
Republikanerne hævder, at det er i strid med føderale regler for gennemførelsen af et valg, og at det er op til de valgte repræsentanter og ikke retten at afgøre.
Det var Det Demokratiske Parti i Pennsylvania, der ansøgte om at forlænge fristen for at tælle brevstemmerne. Den oprindelige frist var på valgdagen 3. november.
Årsagen er ifølge AP, at næsten tre gange så mange demokratiske vælgere i delstaten har givet udtryk for, at de vil brevstemme, sammenlignet med de republikanske vælgere.
Sammen med Arizona, Florida, Georgia, Michigan, Minnesota, Nevada og en række andre delstater bliver Pennsylvania sandsynligvis afgørende for valget, da det er en såkaldt svingstat, hvor resultatet ikke er givet på forhånd.
Siden det amerikanske præsidentvalg i 1996 er andelen af brevstemmer ved præsidentvalgene kun blevet større. I 1996 stemte 7,8 procent af det amerikanske vælgerkorps via brev.
Ved det seneste præsidentvalg i 2016 stemte 20,9 procent af vælgerkorpset via brev.
Over 30 millioner amerikanere har allerede stemt, viser tal fra United States Elections Project ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ved præsidentvalget i 2016 var der kun blevet afgivet 5,9 millioner stemmer på nuværende tidspunkt.
De mange tidlige stemmer skyldes ifølge flere eksperter, at mange amerikanere gerne vil undgå smitterisikoen forbundet med at stå i lange tætte køer på valgdagen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker