Amerikansk forskning: Luftforurening kan føre til diabetes
Ifølge et nyt amerikansk forskningsstudium medvirker luftforurening til hvert syvende tilfælde af diabetes.
Diabetes bliver normalt forbundet med en usund og inaktiv livsstil.
Men ifølge forskere ved Washington University School of Medicine spiller luftforurening også en betydelig rolle.
I deres nye forskningsstudium estimerer de, at luftforurening medvirkede til 3,2 millioner nye tilfælde af diabetes globalt i 2016.
Det svarer til cirka 14 procent af alle nye tilfælde af diabetes det år - eller cirka hvert syvende tilfælde.
- Vores forskning viser en signifikant sammenhæng mellem luftforurening og diabetes globalt, siger Ziyad Al-Aly, som har ledet forskningsstudiet.
Han siger videre, at studiet, der er udgivet i tidsskriftet Lancet Planetary Health, viser, at risikoen for at få diabetes stiger selv ved lave niveauer af luftforurening.
Forureningsniveauer øger således risikoen for at udvikle diabetes. Det er vel at mærke niveauer, som hverken amerikanske myndigheder eller Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anser for skadelige.
- Det her er vigtigt, fordi mange af industriens lobbygrupper argumenterer for, at de nuværende grænser er for strenge og bør lettes. Nu er der bevis for, at de bør skærpes, siger Ziyad Al-Aly.
Forskerne har i undersøgelsen fulgt 1,7 millioner tidligere amerikanske soldater igennem otte år. Som udgangspunkt havde de ikke diabetes.
Deres informationer er blevet sammenlignet med luftkvaliteten i de områder, de bor.
Derved har forskerne kunnet konkludere, at der er en "stærk sammenhæng" mellem luftforurening og risikoen for at udvikle diabetes.
Over 420 millioner mennesker i verden er ramt af diabetes, som er en af verdens hurtigst voksende sygdomme.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet