Amerikansk militær: Civile fly kan nu flyve fra Kabul
Mandag var der kaos i lufthavnen i Kabul i Afghanistan, da hundredvis af afghanere forsøgte at komme med de fly, der forlod landet, som det fremgår af billedet. Det skete, efter at den militante bevægelse Taliban har overtaget magten i hovedstaden. Tirsdag kan nogle civile fly flyve ind og ud af lufthavnen. Foto: Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix
Militærfly og nogle civile fly kan ifølge USA's forsvarsministerium flyve ind og ud af lufthavnen i Kabul.
Lufthavnen i Kabul i Afghanistan er sikret, og nogle civile fly kan igen lande og lette fra lufthavnen.
Det oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge Reuters tirsdag.
Lufthavnen blev lukket mandag omkring klokken 20 lokal tid. Det skyldtes, at hundredvis af civile i løbet af dagen indtog landingsbanen i et desperat forsøg på at blive evakueret.
Tidligt tirsdag morgen genoptog amerikanske militærfly evakuering af diplomater og civile afghanere.
Efter at USA har trukket landets tropper ud af Afghanistan, har den militante islamistiske bevægelse Taliban på få dage taget kontrollen med hovedstaden Kabul.
Derfor foregår der nu en kaotisk evakuering fra Kabul. Det sker for at få udenlandske statsborgere og andre, der har arbejdet for de udenlandske styrker, ud af landet.
Ifølge William Taylor, generalmajor i det amerikanske forsvar, vil USA have omkring 4000 amerikanske soldater i landet, inden tirsdagen er omme.
Indtil videre har der ingen voldelige sammenstød været med Taliban, lyder det videre.
Mellem 500 og 600 afghanske soldater hjælper med at opretholde sikkerheden i lufthavnen, oplyser han.
Det fremgår desuden, at målet er, at et fly forlader Kabul i timen.
Tidligere tirsdag har Pentagon oplyst, at man er i stand til at evakuere mellem 5000 og 9000 mennesker om dagen fra Kabul.
Tirsdag eftermiddag er et dansk militærfly landet i Kabuls lufthavn med danske diplomater, der nu arbejder fra lufthavnen. Det bekræfter Udenrigsministeriet.
Ministeriet kan ikke oplyse, hvorvidt flyet nu vil bringe danske medarbejdere og afghanere, der har hjulpet Danmark, ud af Afghanistan og til Danmark.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned