Amerikansk par er blandt dræbte kristne missionærer i Haiti
Medlem af det delstatslige Repræsentanternes Hus i Missouri i USA Ben Baker har i et opslag på Facebook oplyst, at hans datter og svigersøn er blandt de dræbte i Haiti. (Arkivfoto). Foto: Ralph Tedy Erol/Reuters
Kristent par, som torsdag blev dræbt af bandemedlemmer i Haiti, var i familie med amerikansk politiker.
Et amerikansk par er blandt tre kristne missionærer, som torsdag aften blev skudt og dræbt i Haitis hovedstad, Port-au-Prince.
Det skriver flere amerikanske medier samt de omkomnes lokale kristne organisation i Haiti natten til lørdag dansk tid.
Organisationen identificerer to af ofrene, parret, som Davy og Natalie Lloyd. Amerikanske medier har identificeret Jude Montis som det tredje offer.
- Davy, Natalie og Jude blev skudt og dræbt af en bande omkring klokken 21, skriver organisationen, Missions in Haiti, på sin facebookside.
Medlem af det delstatslige Repræsentanternes Hus i Missouri i USA Ben Baker har i et opslag på Facebook oplyst, at Natalie og Davy Lloyd var henholdsvis hans datter og svigersøn.
En talsperson for politiet i Haiti oplyser, at drabene skete, da en række bandemedlemmer trængte ind i det hus, ofrene opholdt sig i.
Bandemedlemmerne udplyndrede først huset og dræbte derefter missionærerne.
En efterforskning af hændelsen er nu undervejs.
Bandeurolighederne begyndte at hærge i Haiti i februar. Især Port-au-Prince har været hårdt ramt, hvor tusinder er blevet drevet på flugt, og sundhedsvæsenet har været presset i bund.
Urolighederne har fået USA og flere EU-lande til at evakuere diplomater og andre statsborgere fra den caribiske østat.
Ifølge en FN-rapport er 2500 mennesker blevet dræbt eller såret som følge af urolighederne.
Mindst 590 af dem er blevet dræbt i politiaktioner, fremgår det i rapporten. Dertil er 438 mennesker blevet kidnappet i regionen omkring Port-au-Prince.
Kenya lovede sidste år at sende 1000 politibetjente til Haiti for at hjælpe med at dæmpe den omfattende bandevold.
Planerne er dog blevet sat i bero, efter at Ariel Henry tidligere på året trådte af som premierminister for Haiti.
Det Hvide Hus har i forbindelse med drabene opfordret Kenya til øjeblikkeligt at sende betjentene til Haiti.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde