Amerikansk politi dræber 107-årig mand
En mand, der ifølge de amerikanske myndigheder var 107 år gammel, er blevet skudt og dræbt af politiet i delstaten Arkansas.
Manden blev dræbt, efter at politiet var rykket ud til et hus i Pine Bluff lørdag aften, skriver CNN.com.
Her fandt betjentene to hårdt sårede personer, som var blevet angrebet - øjensynligt af den 107-årige, der gemte sig i et soveværelse. Han var bevæbnet med en pistol.
De sårede blev bragt ud af huset, hvorefter politiet forsøgte at overtale den gamle mand til at overgive sig. Da dette mislykkedes, sendte politifolkene gas ind i rummet, hvor han opholdt sig.
Da den 107-årige skød mod politiet, besluttede ordensmagten at bryde ind i rummet efter at have afledt mandens opmærksomhed ved at kaste en genstand ind til ham.
Da betjentene kom tæt på ham, åbnede han ild igen, og politiet skød igen og dræbte ham, siger politiets talsmand, David E. Price, fra Pine Bluff til CNN.
- Til trods for flere forsøg på at forhandle lykkedes det ikke politiet at få manden til at overgive sig, understreger talsmanden.
I 2010 var der over 53.000 mennesker på over 100 år i USA i henhold til den seneste amerikanske folketælling.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned