Amerikansk politiker nægter at trække sig
Den amerikanske kongrespolitiker Todd Akin, der fik ørerne i maskinen, da han sagde, at kvinder ikke behøver frygte at blive gravide efter en voldtægt, bekræfter onsdag, at han ikke vil trække sig fra det kommende valg i USA.
Akin har været under heftigt beskydning fra sine egne republikanere, siden han søndag i det famøse tv-interview forklarede, at kvinder har en mekanisme i kroppen, der forhindrer, at de bliver gravide efter en voldtægt.
Han har siden undskyldt sin forklaring, men han ignorerer en opfordring fra den republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, til at trække sig fra senatsvalget i staten Missouri.
- Folk i Missouri valgte mig, og jeg mener ikke, det vil være rigtigt, at partibosser overtrumfer disse vælgere, siger han til tv-stationen ABC.
Til nyhedskanalen NBC forklarer han, at han vil "stå fast på principperne".
Akin er en svoren abortmodstander, og hans uvilje gælder også, når en kvinde er blevet gravid efter en voldtægt.
Det er et synspunkt, han deler med mange i Det Republikanske Parti, heriblandt Romneys vicepræsidentkandidat, Paul Ryan.
Men låget røg af, da han helt uvidenskabeligt påstod, at kvinder har et biologisk forsvar, der forhindrer, at de bliver gravide i forbindelse med en voldtægt.
Det har i de seneste dages valgkamp flyttet fokus fra USA's trængte økonomi til abort til ærgrelse for den republikanske partiledelse.
Republikanerne havde anset senatsvalget i Missouri som et sikkert mandat for partiet og dermed et skridt til målet - et republikansk flertal i Senatet. Det risikerer nu at falde på gulvet.
På det republikanske partikonvent i Florida i næste uge vil de delegerede bekræfte, at retten til abort skal afskaffes.
Analytikere spår, at det vil gavne præsident Barack Obama. Mange kvinder anser abort for at være en umistelig ret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned