Amerikansk skoleskyderi er slut: Gerningsmanden er død

Foto: Douglas Healey /Scanpix

Et skoleskyderi, der skal have kostet mindst 27 mennesker livet i Connecticut i USA, er slut, efter at gerningsmanden er fundet død i skolebygningen. Det oplyser myndighederne.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Skytten er død inde i bygningen, siger Paul Vance fra delstatens politi.

Der var spekulationer om, at endnu en gerningsmand skulle være på stedet, men det afkræfter politiet i forbindelse med et improviseret pressemøde.

Politiet vil ikke udtale sig om antallet af ofre, men oplyser, at der er tale om "adskillige" dødsofre. Der er både tale om voksne og børn.

Ifølge de foreløbige oplysninger er 27 personer dræbt, heraf skal 18 være børn fra skolen, der huser børn fra fem og op til 10 år.

Det er fortsat uvist, hvordan gerningsmanden - eller gerningsmændene - er kommet ind på skolen til de små børn.

- Der er adskillige ofre på stedet - både studerende og ansatte, siger Paul Vance.

Alle skoler i Newtown blev lukket efter skyderiet.

TV-billeder viser politibiler og ambulancer på gerningsstedet samt forældre, der stormer hen mod skolen. De vises også billeder af forældre, der bliver forenet med deres børn, inden de følger dem hjem.

Gerningsmanden betegnes af NBC News som en voksen, mens ABC News omtaler ham som en 24-årig forælder til en elev. CCN mener at vide, at der er tale om en 20-årig mand, der har forbindelser til skolen.

Gerningsmanden skal have haft flere våben på sig. Der er fundet to pistoler på gerningsstedet. Han skal have været iklædt en skudsikker vest.

Umiddelbart efter, at skoleskydningen blev kendt, fastslog præsident Barack Obama, at han ønsker et forbud mod automatvåben.

/ritzau/