Amerikansk turist med granat udløser alarm i Wiens lufthavn
En amerikansk turist troede, at hun kunne tage en granat fra krigen, som hun havde fundet i alperne, med sig hjem gennem Wiens internationale lufthavn. Foto: Heinz-Peter Bader/arkiv/Reuters
Heinz-Peter Bader/arkiv/Reuters
Bombeeksperter rykkede ud til Wiens lufthavn, hvor ung turist havde granat fra Anden Verdenskrig i kufferten.
En amerikansk turist fik sat en større sikkerhedsoperation i gang, da hun dukkede op i Wiens lufthavn med en 30 centimeter lang granat fra Anden Verdenskrig i kufferten.
Det oplyser østrigsk politi tirsdag.
Den 24-årige amerikanske kvinde havde fundet granaten under en vandretur ved Hoher Dachstein i de østrigske alper søndag, siger politiet.
Hun tog granaten med hjem på sit hotelværelse, hvor hun vaskede og tørrede den, inden hun pakkede den ned i sin kuffert.
Da den unge amerikaner kom ud i lufthavnen for at flyve hjem mandag, spurgte hun ved skranken, om hun måtte tage sit fund med sig hjem.
Da personalet fandt ud af, hvad der lå i kvindens kuffert, slog de omgående alarm.
Dele af afgangshallen og det område, hvor passagerer henter deres bagage, blev spærret af i et kvarters tid, mens sprængstofeksperter konfiskerede den ueksploderede granat.
Den 24-årige amerikanske turist er nu sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare. Hun har fået en bøde på et firecifret beløb i euro, oplyser østrigsk politi til nyhedsbureauet AFP.
Ingen passagerer var i fare, og ingen fly blev forsinket i længere tid på trods af sikkerhedsoperationen i lufthavnen, oplyser politiet.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet