To amerikanske amfibiefartøjer passerer tidligt onsdag morgen gennem Suezkanalen på vej til Middelhavet.
Skibene ventes at sejle igennem kanalen klokken 04.30 dansk tid, oplyser en egyptisk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.
Det drejer sig om USS Kearsarge og USS Ponce.
USA's forsvarsminister, Robert Gates, siger, at flådefartøjerne skal hjælpe med evakueringer og humanitær bistand, hvis det bliver nødvendigt.
Men Det Hvide Hus har understreget, at "ingen muligheder er taget af bordet", diplomatsprog, der antyder, at militær indgriben stadig er en mulighed.
Pentagon meddelte mandag, at det var i færd med at rykke skibe og fly tættere på Libyen. Destroyeren USS Barry sejlede mandag gennem Suezkanalen.
I første omgang betragtes det dog som en symbolsk magtdemonstration, at USA rykker sine fly og flådefartøjer nærmere. Både USA og dets Nato-allierede tøver over for at gribe ind militært.
I store dele af Libyen har et omfattende oprør fundet sted mod Muammar Gaddafis styre. Tusinder frygtes dræbt, og USA's regering har opfordret Gaddafi til at træde tilbage.
Men samtidig er der frygt for, at den kommende periode kan blive blodig.
Libyens viceudenrigsminister, Khaled Kaim, sagde mandag, at "hvis alle anstrengelser på en dialog er udtømt, så vil der blive brugt en særdeles veltilrettelagt magt i overensstemmelse med internationale regler".
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker