Amerikanske fly brøler i koreansk luftrum
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, overværer missiltest tidligere på ugen. USA har svaret igen ved at sende fly i luften over den koreanske halvø. Foto: ritzau/AP
ritzau/AP
Som svar på nordkoreanske missiltest har USA haft flere fly i luften over den koreanske halvø.
USA har haft nogle af sine mest avancerede militærfly i luften over Sydkorea. Det oplyser en kilde i Sydkoreas forsvarsministerium.
Det sker for at sende et signal til Nordkorea efter landets seneste missiltest.
To B-1B-bombefly og to F-35-maskiner med amerikanske piloter var i luften i en træningsøvelse sammen med flere sydkoreanske kampfly, oplyser den unavngivne kilde torsdag.
Det er normalt, at USA sender fly i luften, når spændingerne stiger på den koreanske halvø.
Nordkorea har i år været særdeles aktiv i sine test af forskellige missiler. Den seneste prøveaffyring fandt sted tirsdag. Den vakte stor opsigt, fordi nordkoreanerne sendte missilet ind over det nordlige Japan.
Testen er blevet fordømt af FN's Sikkerhedsråd. Men Nordkoreas leder, Kim Jong-un, har efterfølgende lovet flere af slagsen.
- Det er nødvendigt med flere prøveaffyringer af ballistiske missiler over Stillehavet, sagde Kim Jong-un onsdag ifølge KCNA, det statslige nordkoreanske nyhedsbureau.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har sagt, at han holder alle muligheder åbne i forhold til at finde en løsning på Nordkoreas oprustning. Onsdag skrev han dog på Twitter, at politiske forhandlinger ikke er vejen frem.
Senere sagde Trumps forsvarsminister, Jim Mattis, at der fortsat er mulighed for at gå diplomatiets vej.
Nordkoreanerne har blandt andet truet med at sende missiler tæt på den amerikanske stillehavsø Guam. Tidligere i år har landet for første gang med succes testet et missil, der vil kunne nå amerikansk fastland.
USA er allieret med Sydkorea, der formelt set befinder sig i krig med naboen mod nord. Koreakrigen blev nemlig afsluttet med en våbenhvileerklæring - og ikke en fredsaftale - i 1953.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde