Amerikanske politikere frygter for Afghanistans kvinder
Afghanske flygtningekvinder i Indien markerer Den Internationale Kvindedag i New Delhi. I den amerikanske kongres, hvor mange medlemmer er skeptiske over for USA's planer om at trække landets sidste 2500 soldater ud af Afghanistan, er der frygt for kvinders fremtid under et muligt jihadistisk regime i Kabul. Foto: Manish Swarup/Ritzau Scanpix
Manish Swarup/Ritzau Scanpix
Medlemmer af USA's kongres frygter massiv undertrykkelse af kvinder under et nyt Taliban-regime i Kabul.
I den amerikanske kongres er der udbredt skepsis over for USA's planer om at trække landets sidste 2500 soldater ud af Afghanistan. Mange frygter for kvinders fremtid under et muligt jihadistisk regime i Kabul.
Da den amerikanske præsident, Joe Biden, 14. april fremlagde sin plan for Afghanistan, lovede han fortsat amerikansk støtte til de afghanske sikkerhedsstyrker og til civile programmer - også til kvinder og piger. Men en del kongresmedlemmer mener, at det ikke vil have større betydning, hvis den islamistiske bevægelse Taliban får kontrollen over landet.
Taliban var ved magten i Afghanistan fra 1996 til 2001, hvor bevægelsen blev fjernet fra magten efter en amerikanskledet invasion. Amerikanerne havde krævet, at Taliban udleverede al-Qaeda-lederen Osama bin Laden efter angrebene i New York og Washington 11. september 2001.
De fremskridt, der siden er sket for at sikre rettigheder og undervisning for kvinder og piger, er blevet fremhævet som nogle af de største i landet i mange årtier. Men alting risikerer nu at blive som under det tidligere Taliban-regime, hvor kvinder ikke måtte arbejde og kun gå ud sammen med mænd fra deres familie, frygter amerikanske politikere.
Senator Jeanne Shaheen, som er demokrat og medlem af Senatets udenrigsudvalg, siger, at kvinder ikke har haft nogen prioritet for afghanerne. Hun advarer om, at der nu er al for stor usikkerhed om kvindernes fremtid
- Kvinder er underrepræsenteret i fredsforhandlingerne om landets fremtid trods løfter om, at de ville få pladser ved drøftelserne, siger hun.
Taliban-angreb mod kvinder begyndte at tage til sidste år, hvor adskillige kvinder blev dræbt eller invalideret af islamister fra bevægelsen.
Malalai Maiwand, som var i 20'erne, var en af dem, som blev slået ihjel.
Hun var fortaler for kvinders og børns rettigheder i landet og havde talt åbent om, hvor svært det er at være journalist i Afghanistans ultrakonservative patriarkalske system. Siden blev flere andre kvinder dræbt eller fik stukket deres øjne ud, fordi de arbejdede.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker