Amerikanske politikere trodser kinesisk vrede og besøger Taiwan

Den amerikanske senator Ed Markey får taget billede med Taiwans viceudenrigsminister Alexander Yui i en lufthavn søndag. Foto: Taiwan Ministry Of Foreign Affai/Reuters

En delegation af amerikanske politikere ledet af Ed Markey er i Taiwan, hvor de blandt andet skal møde østatens præsident, Tsai Ing-wen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er omkring to uger siden, at formanden for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, gjorde Kina vrede og skabte spændinger ved at aflægge Taiwan et besøg.

Nu har en delegation af amerikanske politikere også valgt at tage en tur til østaten. Her skal de være i to dage og blandt andet mødes med Taiwans præsident, Tsai Ing-wen.

Taiwan ligger øst for Kina og betragter sig selv som en selvstændig stat med sin egen valuta og sit eget politiske og retlige system.

Kina anser omvendt Taiwan som en del af sit territorium, selv om parterne har haft hver deres styre, siden borgerkrigen i Kina sluttede i 1949.

Nancy Pelosis omstridte besøg i Taiwan blev efterfulgt af en række kinesiske militærøvelser tæt på Taiwan.

The American Institute in Taiwan, der er USA's de facto-ambassade på øen, oplyser, at delegationen ledes af den demokratiske senator Ed Markey.

Besøget i Taiwan er en del af et større besøg i regionen.

Taiwans departement for nordamerikanske affærers generaldirektør, Douglas Hsu, betyder fire amerikanske politikere velkommen i lufthavnen i Taipei søndag. Foto: Taiwan Ministry Of Foreign Affai/Reuters

Mandag morgen skal delegationen mødes med Taiwans præsident, lyder det i en udtalelse fra præsidentens kontor.

- Især i en tid, hvor Kina øger spændingerne i Taiwanstrædet og i regionen med militærøvelser, demonstrerer det forhold, at Markey leder en delegation på et besøg i Taiwan, endnu engang USA's stærke støtte til Taiwan, lyder det.

Mens Taiwan hilser besøget velkommen, er reaktionen en anden fra Kinas ambassade i USA.

Her lyder det, at "medlemmer af Kongressen bør opføre sig i overensstemmelse med den amerikanske regerings et-Kina-politik".

Ambassaden argumenterer for, at besøget "endnu en gang beviser, at USA ikke ønsker stabilitet i Taiwanstrædet, og at landet ikke skyer nogen midler for at skabe en konfrontation mellem de to parter og blande sig i Kinas interne forhold".

En talsperson for sikkerhedsrådet i Det Hvide Hus siger, at medlemmer af Kongressen har rejst til Taiwan i årtier, og at de vil fortsætte med at gøre det. Desuden siger talspersonen, at den slags besøg er i overensstemmelse med USA's et-Kina-politik.

Ifølge politikken om ét Kina har USA diplomatiske relationer med Kina og ikke med Taiwan.

Kinesiske fly deltager i militærøvelser omkring Taiwan 7. august. Foto: Li Bingyu/Ritzau Scanpix

USA tager dog ikke stilling til, hvorvidt det kinesiske styre har suverænitet over Taiwan.

Ed Markeys kontor siger, at de amerikanske politikere er i Taiwan for at understrege USA's støtte til Taiwan og for at opfordre til fred og stabilitet i Taiwanstrædet.

Delegationen skal mødes med "folkevalgte ledere og medlemmer af den private sektor for at diskutere fælles interesser herunder at reducere spændinger i Taiwanstrædet og udvide økonomisk samarbejde, herunder investeringer i halvledere", lyder det fra Ed Markeys kontor.

Kinas militærøvelser omkring Taiwan er aftaget, men der foregår stadig militære aktiviteter.

11 kinesiske militærfly krydsede søndag den såkaldte midterlinje, der udgør den uofficielle søgrænse mellem Taiwan og Kina. Det oplyser Taiwans forsvarsministerium.

Lørdag krydsede 13 fly midterlinjen.

Amerikanske embedsfolk har sagt, at Kina "overreagerede" på Nancy Pelosis besøg i Taiwan og brugte det som påskud for at ændre status quo i Taiwanstrædet.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

/ritzau/

USA og Kinas anspændte forhold

* Forholdet mellem Kina og USA har længe været anspændt, også som følge af tidligere præsident Donald Trumps handelsstrid, hvor han lagde høj straftold på mange kinesiske varer.

* I præsident Joe Bidens halvandet år i Det Hvide Hus er spændingerne øget på flere andre områder.

* Kina gør krav på næsten hele Det Sydkinesiske Hav - en holdning, som både USA og en række asiatiske lande er stærkt uenige i.

* Taiwans status er et andet stridspunkt. Kina fastholder, at Taiwan er en del af det kinesiske rige. Den holdning møder ikke støtte i hverken USA eller det demokratisk ledede Taiwan.

* Spørgsmålet om Taiwan blev aktuel igen, da formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, rejste dertil.

* Besøget fik Kina til at intensivere dets tilstedeværelse i Taiwan-strædet og beskylde USA for at ønske at skabe ustabilitet i regionen.

* USA mente derimod, at Kina overreagerede på Pelosis besøg.

Kilde: Reuters. 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu