Amerikanske selskaber evakuerer ansatte i Irak
Den massive opstand i Irak får nu konsekvenser for en række amerikanere, der arbejder i landet.
Det amerikanske udenrigsministerium oplyser, at medarbejdere med forbindelse til USA's salg af militærudstyr til Irak vil blive flyttet af deres virksomheder på grund af bekymring om sikkerheden.
Det er uvist, hvor mange medarbejdere, der er tale om, og hvor de flyttes fra og til.
- Vi kan bekræfte, at amerikanske statsborgere, der er ansat af Iraks regering i forbindelse med USA's salg af militærudstyr til udlandet, midlertidigt vil blive flyttet af deres selskaber, siger en talsmand for udenrigsministeriet.
Ifølge nyhedsbureauet AFP arbejder de berørte amerikanere normalt fra en stor luftbase i byen Balad og flyttes nu til hovedstaden Bagdad, der ligger omkring 80 kilometer væk.
Det er blandt andet den amerikanske våbenvirksomhed Lockheed Martin, der rykker rundt på sine ansatte i Irak. Firmaet flytter 25 personer fra Balad til Bagdad.
Lockheed Martins ansatte i Irak arbejder sammen med det irakiske luftvåben, som er ved at forberede sig på at modtage 36 nye kampfly fra det amerikanske selskab.
Michael Rein, talsmand for Lockheed Martin, mener, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvorvidt leveringen af kampflyene bliver udsat på grund af urolighederne.
- Situationen udvikler sig stadig. Disse fly skal først sendes af sted om nogle måneder alligevel, lyder det fra Rein.
Oprørsgruppen Islamisk Stat i Irak og Levanten (Isil) har de seneste dage indtaget flere storbyer. Blandt andet er Mosul og Tikrit under oprørernes kontrol, og kampene meldes at rykke tættere og tættere på Bagdad.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker