Ammebelønning, rabbiner og flyvende lort

200 pund for at amme

Offentliggjort Sidst opdateret

LONDON: Britiske mødre, der vil brystføde deres babyer, skal under et pilotprojekt tilbydes 200 pund (knap 1800 kroner), der kan bruges til indkøb i supermarkeder og butikker. Det er mødre i socialt udsatte områder ved byerne Sheffield og Chesterfield, der får tilbuddet, fordi et stort antal af dem ikke giver deres små børn bryst, rapporterer BBC. Det er det offentlige sundhedsvæsen, som står bag forsøget på at få mødrene til at amme i seks måneder efter fødslen. Myndighederne anser det for katastrofalt, at kun en ud af fire mødre ammer seks til otte uger efter fødslen i de to områder. Hvis kvinderne går med til at give deres børn mælk i seks måneder, vil de modtage værdikuponer til 200 pund, der kan indløses i forretninger.

/ritzau/

Rabbiner finder glemt pose med penge

NEW HAVEN: En rabbiner fra Connecticut har fundet 98.000 dollar (omkring 550.000 kroner) gemt i et skrivebord. Til WTNH-TV fortæller rabbineren Noah Muroff, at han sammen med sin kone havde købt et brugt skrivebord, og under bugseringen måtte de splitte det ad for at få det ind i deres kontor. Bag en af skufferne fandt de en plastikpose med de mange kontanter. Rabbineren kontaktede straks den tidligere ejer, som viste sig at være den retmæssige ejer af pengene. Kvinden var meget taknemmelig og forklarede, at det var en arv, men at hun havde glemt, hvor hun havde gemt pengene. Rabbineren mener, at ærlighed er noget af det vigtigste i livet, og han og hans kone var derfor meget glade for at kunne levere pengene tilbage.

/ritzau/

75-årig kvinde dømt for at kaste med hundelort

TRUMPINGTON: En britisk kvinde er af retten dømt for at kaste en pose med sin hunds afføring mod en cyklist, fortæller Cambridge News. Den 75-årige hundeejer Susan Currall var angiveligt vred over, at cyklisten Michael Ramage kørte for tæt forbi hende. Posen gik i stykker, da den ramte den uheldige sprinter. Kvinden forklarede i retten, at hun ikke havde forventet, at hundeposen gik i stykker, men at hun er vred over, at cyklister ofte kører for tæt på hende. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, kommer nu til at koste Susan Currall en betinget dom på et år. Hun slap dog ikke for at betale en tøjrens til Michael Ramage på 25 pund, ligesom hun skal betale sagens omkostninger på 100 pund eller knap 900 kroner.

/ritzau/