Amnesti til Elfenbenskysten præsident

Laurant Ghangbo, Elfensbenskystens afgående leder, får "amnesti", hvis han frivillig og fredelig træder tilbage. Det siger Den Afrikanske Unions mægler, Kenyas premierminister, Raila Odinga.

Ghangbo nægter at træde tilbage og overlade posten til Allassane Quattara, der vandt præsidentvalget den 28. november.

- Han vil få amnesti forstået på den måde, at han ikke vil blive retsforfulgt, siger Raila Odinga, da han returnerede til Kenya efter to dages besøg i Elfenbenskysten.

- Hvis han beslutter sig til at blive i Elfenbenskysten, vil han få lov til at forsætte sine forretninger som vanligt, tilføjede Odinga.

Ghagbo sagde tirsdag til ledere fra Den Afrikanske Union og den vestafrikanske samarbejdsorganisation, Ecowas, at han var klar til at forhandle uden forhåndsbetingelser.

Der var dog ingen tegn på, at han vil gå frivilligt. Han har foreslået en magtdeling mellem ham og Ouattara. Men Raila Odinga, har fortalt ham, at den løsning ikke er på bordet.

En rådgiver for Ouattara afviser flere forhandlinger med Ghagbo.

- Alt, hvad vi venter på, er, at han går, siger rådgiveren.

Allassane Quattara er internationalt anerkendt som Elfenbenskysten retmæssige præsident efter valget.

/ritzau/

Elfensbenskystens tabende præsident Laurent Ghangbo får amnesti, hvis han frivillig træder tilbage.

Offentliggjort Sidst opdateret