Amnesty frygter for menneskeret med Sisi som afrikansk formand
Egyptens præsident, Abdel Fattah el-Sisi, ved topmødet i Den Afrikanske Union (AU) søndag. Foto: Tiksa Negeri/Reuters
Tiksa Negeri/Reuters
Egypten har søndag overtaget formandskabet i Den Afrikanske Union. Det vækker bekymring hos Amnesty.
Menneskerettighederne kan blive sendt længere ud på et sidespor, efter at den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi, søndag blev valgt som ny formand for Den Afrikanske Union (AU).
Det frygter menneskerettighedsgruppen Amnesty International.
I sin tale, efter at han var blevet valgt, sagde Sisi, at han som formand vil fokusere på sikkerheden og kampen mod terrorisme på det afrikanske kontinent.
Men Amnesty International frygter, at den egyptiske præsidents formandskab kan undergrave AU's menneskeretsmekanismer.
- I sin tid ved magten har præsident Abdel Fattah al-Sisi vist en chokerende foragt for menneskerettighederne. Under hans ledelse har landet gennemgået en katastrofal forringelse inden for rettigheder og friheder, siger Najia Bounaim, som er Amnestys kampagnedirektør for Nordafrika.
Hun tilføjer, at der er "reel frygt for", om Sisis formandskab kan skade uafhængigheden i det regionale menneskeretsarbejde og samarbejdet med civilsamfundet.
Ifølge Amnesty har Egypten siden 2015 stået bag et vedvarende angreb mod Den Afrikanske Kommission for Menneskerettigheder og Borgerrettigheder (ACHPR), der overvåger menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande.
- Snesevis af sager om alvorlige menneskeretskrænkelser er blevet indledt mod Egypten i ACHPR, lyder det fra Amnestys kampagnedirektør.
Præsident Sisi afløser Rwandas præsident, Paul Kagame, der i det seneste år har siddet på formandspost, der går på skift mellem medlemslandene.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde