Ansatte på syriske ambassader rundt om i verden står bag systematisk chikane mod eksilsyriere, der kritiserer styret i Damaskus. Det oplyser Amnesty International tirsdag.
Menneskeretsorganisationen siger, at den har dokumenterede tilfælde af en sådan chikane mod over 30 aktivister på verdensplan. Tilfældene stammer fra Canada, Chile, Frankrig, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA.
Amnesty opfordrer disse lande til at "tage kraftigere skridt mod syriske ambassader, der beskyldes for at have sat denne form for chikane og intimidering i system".
- Landflygtige syriere har gennem fredelige protester forsøgt at sætte fokus på overgreb, som de betragter som forbrydelser mod menneskeheden - og dette ser det syriske regime som en trussel, siger Neil Sammonds, Syrien-researcher hos Amnesty.
- Som respons synes regimet at have iværksat en systematisk, til tider voldelig, kampagne for at true syriere i udlandet til tavshed, siger han videre.
Amnesty siger, at ambassadefolk ofte filmer de demonstrationer, der findes sted uden for de syriske ambassader i protest mod de overgreb, styret i Damaskus står bag. Siden bliver personer, der har deltaget i demonstrationerne, udsat for trusler i form af blandt andet telefonopkald, e-mails og beskeder på Facebook.
Nogle af aktivisterne siger, at de er blevet truet direkte af personer, der er ansat på de syriske ambassader.
Naima Darwish oprettede en Facebook-side, der opfordrede til en demonstration uden for den syriske ambassade i Chile. Kort efter blev hun kontaktet af en diplomat, der ønskede at møde hende personligt.
- Han sagde til mig, at jeg ikke skulle deltage i sådanne aktiviteter, siger Darwish til Amnesty.
- Han sagde, at jeg ville miste retten til at vende tilbage til Syrien, hvis jeg fortsatte.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde