Amsterdams Rijksmuseum er åbent igen efter 10 år
Tusindvis af mennesker var lørdag samlet uden for Amsterdams Rijksmuseum, hjemsted for Rembrandt van Rijns "Nattevagten" og andre hollandske mesterværker, da den hollandske dronning Beatrix erklærede museet genåbnet efter 10 års renovering.
Inden da var dronningen gået op ad en løber, der i dagens anledning var orange, og gennem et æresspalier af 13 orkestre fra hele Holland.
Ved indgangen til museet drejede den 75-årige dronning symbolsk en gylden nøgle, hvorefter et spektakulært fyrværkeri indhyldede museet i de hollandske farver rød-hvid-blå og orange.
Åbningen af museet er en af dronningens sidste officielle opgaver, inden hun 30. april overgiver tronen til sin ældste søn, kronprins Willem-Alexander.
Rembrandts store maleri er det eneste værk, der igen hænger på sin vante plads i det nyrenoverede museum. Maleriet hænger i et særligt æresgalleri sammen med værker af Johannes Vermeer og Frans Hals.
Mange andre af de kostbare malerier i samlingen, der rummer 8000 værker, er nu ophængt tæt sammen med andre beslægtede værker, møbler, sølv og keramik som en del af museets nye stil.
Der er allerede solgt mere end 75.000 billetter, skriver de hollandske medier, og museets personale forventer flere end 30.000 besøgende på åbningsdagen lørdag.
Administrerende direktør Wim Pijbes' ambition er, at alle hollandske børn får set "Nattevagten".
Renoveringen af museet har taget længere tid end beregnet og kostet langt mere end planlagt. Den samlede pris er 375 millioner euro (2795 millioner kroner). Overskridelsen er blandt andet blevet brugt til at sikre museet mod oversvømmelse.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned