Analyse: Obama spiller højt spil om Syrien i Washington

Alle synes at tale om det i Washington - undtagen præsident Barack Obama selv. Hvad kommer den kommende afstemning i Kongressen om militær magtanvendelse i Syrien til at betyde for præsidentens anden embedsperiode?

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis det bliver til et nederlag for Obama i Kongressen i dette spørgsmål, så vil det svække ham i resten af hans præsidentperiode - både inden- og udenrigspolitisk, vurderer iagttagere.

De henviser til, at det vil udløse en krise for Obama på et tidspunkt, hvor Irans og Nordkoreas aktiviteter vækker mere og mere bekymring, og hvor præsidenten også står over for et opgør med Kongressen om det nationale budget og om indvandring.

Den demokratiske præsident og hans stab nægter at tale om andet end det det principielle i Syrien-spørgsmålet.

- Min troværdighed er ikke på spil i denne sag. Det er det internationale samfunds troværdighed, der er på spil. Også USA og Kongressens troværdighed er på spil, har Obama sagt.

Men situationen kan få alvorlige politiske konsekvenser for den amerikanske præsident, og flere kommentatorer understreger, at præsidentens "politiske kapital" - den indflydelse, som han vinder eller taber efter hvert politisk opgør - er på spil.

- Hvis han får nej i Kongressen, så vil det være en katastrofe for Obama, pointerer David Rothkopf, som var med i Clinton-administrationen, og som i dag leder det internationale rådgivningsfirma Garten Rothkopf.

- Det vil forstærke billedet af, at præsidenten er en handlingslammet "lame duck" meget tidligt i den anden valgperiode. Han vil fremstå svækket og vil derefter næppe kunne få udrettet mere som præsident, siger han.

Den politiske forsker George Edwards fra Texas A&M Universitetet siger også, at et nej i Kongressen vil være et stort tilbageslag for Obama.

- Det vil binde hans hænder, siger han.

Det vil gøre sagen endnu værre for Obama, hvis mange af hans egne partifæller blandt Demokraterne går imod ham.

Opgøret om Syrien anses også som en form for prøveklud, hvad angår Iran og Nordkorea, hvor konflikter hurtigt kan eskalere.

Den amerikanske udenrigsminister har uden henvisning til Obama tegnet et dystert billede af udviklingen efter et eventuelt nej fra Kongressen.

John Kerry mener således, at et nej til Obamas angrebsplan vil styrke Iran og Nordkorea og gøre det mere sandsynligt, at terrorgrupper vil kunne få fat i masseødelæggelsesvåben.

/ritzau/Reuters