Analysegruppe: Afghanistan er truet af økonomisk kollaps

Det kaotiske amerikanske exit kan ødelægge Afghanistans økonomi yderligere, lyder det fra analysegruppe.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konsekvenserne af USA og de øvrige landes hurtige tilbagetrækning fra Afghanistan kan blive katastrofale.

Sådan lyder det i en rapport fra analysegruppen Fitch Solutions torsdag.

Et økonomisk kollaps truer nemlig i høj grad landet i kølvandet på den militante islamistiske bevægelse Talibans magtovertagelse.

Afghanistans bnp kan ifølge gruppen ventes at blive 9,7 procent mindre i dette finansår. Tidligere forudså gruppen en vækst på 0,4 procent.

- Den meget ødelæggende og forstyrrende måde, hvorpå amerikanske sikkerhedsstyrker forlod landet, og Talibans magtovertagelse betyder, at de økonomiske konsekvenser vil kunne mærkes på akut vis på kort sigt, står der i rapporten.

Fitch Solutions er en analyseenhed under det internationale kreditvurderingsbureau Fitch Group.

Ifølge mediet Al Jazeera er priserne på fødevarer steget med omkring 50 procent de seneste dage. Prisen på benzin er steget med omkring 75 procent. Det fremgår dog ikke, hvad Al Jazeeras estimater bygger på.

Flere humanitære organisationer har allerede advaret om situationens alvor.

Fødevarekrise og tørke lurer, mens afghanere desperat har brug for penge.

Taliban har bedt banker om at genåbne. Men der er et ugentligt loft over, hvor meget der kan hæves, og der er lange køer ved bankerne.

- Alt er dyrt nu. Priserne stiger hver eneste dag, siger Kabul-borgeren Zelgai.

FN's koordinator for den humanitære indsats i Afghanistan, Ramiz Alakbarov, fortæller, at mere end en tredjedel af befolkning ikke får nok at spise. Over halvdelen af børn under fem år lider ifølge FN af ekstrem fejlernæring.

- Det er meget vigtigt, at vi forhindrer Afghanistan i at bevæge sig mod en yderligere humanitær katastrofetilstand, siger han ifølge UN News.

En ny Taliban-regering ventes at blive præsenteret snart.

Internationale donorer og investorers syn på regeringens legitimitet kan blive afgørende for udviklingen, vurderer analytikere. Store mængder bistand er nemlig indstillet, og økonomiske midler er blevet indefrosset.

Bnp - eller bruttonationalproduktet - er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.