Angela Merkel sår tvivl om græsk redning

For første gang sår Tysklands kansler, Angela Merkel, tvivl om, hvorvidt det overhovedet er muligt at redde den græske økonomi fra kollaps. Det skriver den engelske avis The Guardian.

Merkel erkender, at det trods hjælpepakker i milliardklassen og økonomiske stramninger fra grækernes side ikke er lykkedes bringe landet på ret kurs og samtidigt afværge truslen mod euro-samarbejdet.

Kansleren indrømmer, at hun er kommet i tvivl om, hvorvidt hun har valgt den rette strategi.

- Vi har ikke overvundet krisen endnu. Grækenland er et særtilfælde, hvor det trods vores bestræbelser ikke er lykkedes for grækerne selv eller det internationale samfund at stabilisere situationen, siger hun til avisen og fortsætter:

- Gode politikere er altid i tvivl. Det er en måde hele tiden at holde øje med, om man er på rette kurs.

Angela Merkel er slår dog fast, at euroen skal reddes.

Den værste økonomiske krise i EU's historie er nu på vej ind i sit tredje år, og kansleren må se en øget modstand mod sin plan om en finanspolitisk aftale, der blandt andet skal fastsætte bindende gældsloft for eurolandenes regeringer.

I sin tale til det årlige økonomiske forum i Davos advarede Merkel om, at Tyskland ikke er parat til at tabe mere troværdighed på markedet for at redde eurozonen.

- Vi har sagt det lige fra begyndelsen, at vi vil kæmpe for euroen, men vi ønsker ikke en situation, hvor vi kan blive tvunget til at love noget, som vi ikke kan holde, siger hun.

Imens har blandt andre Italiens nye regeringschef, Mario Monti, opfordret tyskerne til at spille en større rolle i forbindelse med krisen i eurozonen.

Merkel erkendte i sin tale i Davos, at Tyskland er det økonomiske kraftcenter i Europa, men hun gjorde det klart, at det ikke betyder, at det kan handle frit.

- Hvis Tyskland for eksempel på vegne af de andre medlemslande lovede noget, som markedet vidste, at vi ikke kunne holde, så ville vi virkelig have åbnet en flanke, understregede hun.

/ritzau/

Den tyske kansler Angela Merkel tvivler på, om det overhovedet er muligt at redde Grækenland fra statsbankerot

Offentliggjort Sidst opdateret