Angola ønsker at trække sig fra olieorganisationen Opec
Angola har været medlem af Opec siden 2007. Medlemskabet skal afsluttes, siger landet olieminister, Diamantino Azevedo. (Arkivfoto). Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Angola vil ikke være en del af Opec længere, da organisationen ikke tjener landets interesser, siger minister.
Angola vil ikke længere være medlem af olieorganisationen Opec.
Det meddeler landets olieminister, Diamantino Azevedo, torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Begrundelsen lyder, at organisationen ikke længere tjener det afrikanske lands interesser.
- Når vi deltager som land, er det for at bidrage og forvente resultater, der stemmer overens med vores interesser, siger han ifølge Yahoo Finance.
- Når dette ikke sker, bliver vi overflødige, og det giver ikke længere mening for os at forblive i organisationen.
Opec blev oprettet i 1960 og er en sammenslutning af 13 olieeksporterende lande.
Ud over Angola består medlemskredsen også af Algeriet, Congo, Ækvatorialguinea, Gabon, Iran, Irak, Kuwait, Libyen, Nigeria, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Venezuela.
Angola har været medlem af Opec siden 2007 og producerer dagligt 1,1 million tønder olie.
Til sammenligning producerer Opec samlet 28 millioner tønder om dagen.
I november rettede Angola kritik mod Opecs beslutning om at skære i produktionskvoten for 2024.
Estevao Pedro, som repræsenterer Angola i Opec, sagde ifølge finansmediet Bloomberg, at det afrikanske land vil fortsætte med at producere så meget olie som muligt. Det skriver Yahoo Finance.
Opec har endnu ikke reageret på Diamantino Azevedos udmelding om, at Angola vil trække sig fra organisationen.
I 2019 forlod Qatar Opec efter næsten 60 års medlemskab. Her lød begrundelsen, at Qatar ville rette sit fokus mod at producere naturgas.
Et år senere valgte Ecuador at trække sig fra olieorganisationen. Landets olieproduktion oversteg Opecs kvoter, og Ecuador havde et ønske om at øge sine indtægter fra salg af olie.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker