Angreb med vejsidebombe dræber 35 civile i Burkina Faso
Mandag blev en konvoj ramt af en vejsidebombe mellem byerne Djibo og Bourzanga i Burkina Faso. På billedet ses byen Djibo i februar sidste år. (Arkivfoto). Foto: Sam Mednick/Ritzau Scanpix
35 er dræbt, og 37 er såret i angreb i område af Burkina Faso, hvor militære islamister har eskaleret angreb.
Mindst 35 civile mistede livet, da et køretøj i en konvoj mandag ramte en vejsidebombe i det nordlige Burkina Faso.
Det oplyser landets midlertidige regering i en erklæring.
37 andre blev såret i angrebet.
Det var en forsyningskonvoj, der ramte vejsidebomben, da den var på vej til landets hovedstad, Ouagadougou.
Konvojen ramte vejsidebomben mellem byerne Djibo og Bourzanga. Det er et område, hvor islamistiske militante har eskaleret angreb på landsbyer, politi og militær siden 2015.
- Ledsagere sikrede hurtigt området og gjorde, hvad der skulle gøres, for at hjælpe ofrene, lyder det i udtalelsen fra regeringen.
Usikkerheden i den vestafrikanske Sahelregion er blevet større det seneste årti.
Det er sket, fordi grupper med tilknytning til militante islamistiske bevægelser som al Qaeda og Islamisk Stat har udført mange angreb.
Tusindvis af mennesker er blevet dræbt, og over en million personer er blevet fordrevet på trods af tilstedeværelse fra udenlandske soldater og FN's fredsbevarende styrker.
Frustrationer over de mange angreb ansporede et militærkup mod landets tidligere præsident Roch Kabore i januar i år.
Volden i landet er dog ikke blevet mindsket af den grund.
Tæt på en tiendedel af befolkningen i Burkina Faso er fordrevet på grund af konflikter.
Af den grund er landets alvorlige fødevareusikkerhed næsten fordoblet sammenlignet med sidste år, fordi marker og landbrugsdyr er blevet forladt, ifølge det norske flygtningeråd.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker