Fire eksplosioner rystede søndag aften en luftbase i Yemens hovedstad Sanaa. To jagerfly brød i brand ved eksplosionerne, der medførte, at den internationale lufthavn nu er lukket, oplyser en repræsentant for landets lufthavnsmyndigheder.
- Der var fire eksplosioner på luftbasen, der ligger ved siden af den internationale lufthavn for civil flyvning. To jagerfly er gået op i flammer, siger embedsmanden, der ønsker at være anonym.
Sanaas Internationale lufthavn er lukket efter eksplosionerne, fortæller en anden tjenestemand, der også ønsker at være anonym.
- Lufthavnen blev lukket umiddelbart efter eksplosionerne, og alle flyvninger er blevet omdirigeret til Aden, som er hovedbyen i den sydlige del af landet, forklarer kilden.
Beboere i området taler om højlydte eksplosioner, massive flammer og store røgskyer. Der er ingen umiddelbare oplysninger om dræbte eller tilskadekomne. Der er heller ingen, der har påtaget sig skylden for angrebet.
Sanaa har været ramme om en række blodige sammenstød mellem styrker, der støtter præsident Ali Abdullah Saleh, og desertører fra hæren og bevæbnede klanoprørere, som støtter den protestbevægelse, der siden januar har gjort livet surt for præsidenten og hans regime.
Titusindvis af demonstranter har sat livet på spil i de stort set daglige demonstrationer, som er blevet mødt med magt af styrker, der bakker op om Saleh.
Siden januar er hundredvis blevet dræbt og tusindvis såret under de voldelige sammenstød.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned