Algeriets udenrigsminister, Mourad Medelchi, siger tirsdag, at de vestligt ledte luftangreb på Muammar Gaddafis styrker i Libyen er ude af proportioner, og han kræver et "øjeblikkeligt ophør af fjendtlighederne".
Medelchi, der læste op af en erklæring efter at have konfereret med sin russiske kollega Sergei Lavrov, beskylder også de lande, der deltager i den FN-sanktionerede militæraktion i Libyen, for at have "forværret krisen".
Den algeriske minister siger, at luftangrebene går videre end formålet med den resolution, som FN's Sikkerhedsråd vedtog uden modstand. Resolutionen har givet mandat til militæroperationen, der har til formål at beskytte civilbefolkningen i Libyen.
Han siger, at Libyen gennemgår en "dyb krise, som er blevet værre med brug af luftstyrker, som vi betragter som helt ude af proportion i forhold til det mandat, der er givet i FN's Sikkerhedsråds resolution 1973."
Medelchi siger, at Algeriet gentager dets krav om "øjeblikkelig ophør af fjendtlighederne og af udenlandsk indblanding for at redde vore libyske brødres liv".
Han siger, at libyerne skulle have mulighed for at "finde en fredelig og holdbar løsning på krisen. En løsning, der respekterer og bevarer deres enhed, territoriale integritet og fulde suverænitet."
Rusland sagde også tidligere tirsdag, at man ønsker at se en øjeblikkelig våbenhvile i Libyen.
"Vi anmoder indtrængende om at gøre alt, hvad det er muligt for at gøre en ende på voldshandlingerne, siger den russiske forsvarsminister, Anatolij Serdjukov, i Moskva efter et møde bag lukkede døre med sin amerikanske kollega, Robert Gates.
Serdjukov tilføjer, at Rusland er overbevist om, at civile libyere er blevet dræbt under de vestlige luftangreb.
Rusland afstod fra at stemme, da FN-resolutionen blev vedtaget i sidste uge.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet