Angreb på pakistansk hospital dræber 12

Mindst 12 mennesker blev dræbt, da bevæbnede mænd sent mandag åbnede ild mod et hospital i Pakistan, hvor ofre for de nylige angreb på Ahmadi-moskeer var under behandling.

Angriber stormede porten til Jinnah Hospitalet i Lahore, hvor mindst 30 overlevende fra fredagens moskéangreb var indlagt.

- De skød vildt omkring sig uden for skadestuen og de intensive afdelinger. Mindst 12 blev dræbt, mange af dem var ansat i politiet. Vagter og sygepassere blev også dræbt, siger en af hospitalets læger, Javed Akram, til journalister.

Angrebet skete tre dage efter formodede militante sunnimuslimer trængte ind i to moskeer og dræbte 82 mennesker fra en muslimsk minoritetsgruppe, der kaldes Ahmadi-sekten.

/ritzau/AFP

Hospital i Lahore med overlevende fra moskémassakrer angrebet af militante. Mindst 12 dræbt.

Offentliggjort Sidst opdateret