Anholdt komiker udfordrer Egyptens ledere

Foto: Khaled Desouki /Scanpix

Statsanklageren i Kairo afhørte søndag den populære satiriker, Bassem Youssef.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er nu anklaget for at have gjort grin med præsident Mohamed Mursi og islam i sit tv-program, hvilket har forstærket diskussioner om ytringsfrihed i landet.

Youssef er vært på et ugentligt tv-program, El-Bernameg (Showet), som udsendes i den bedste sendetid fredag på en privat satellitkanal. Han er ikke mindst kendt for sine imitationer af præsidentens taler og gestikuleren.

Da han søndag ankom til afhøringen fortsatte han med at udfordre magthaverne.

Ved ankomsten til retsbygningen, hvor pressefolk og tilhængere havde taget opstilling, gik Youssef gennem folkemængden med en enorm hat magen til den, som præsident Mohamed Mursi havde på under et besøg i Pakistan tidligere i denne måned.

Youssef er egentlig uddannet hjertekirurg, men er nu blevet landets mest kendte satiriker. Under afhøringen søndag sendte han fortsat beskeder på Twitter. En besked lød:

- Officererne og repræsentanterne for statsadvokaten ønsker at blive fotograferet sammen med mig. Måske er det derfor, at jeg er blevet kaldt herind?

Youssef skrev på Twitter lørdag, at han ville melde sig hos statsanklagemyndigheden efter at statslige medier havde meddelt, at han ville blive anholdt.

- Men de er velkomne til at sende en bil, så jeg er fri for selv at sørge for transporten, skrev han.

Over 1,2 millioner følger satirikeren på Twitter. Han er blevet anklaget for at gøre grin med et islamisk ritual og for at fornærme præsidenten ved at lave satire omkring dennes internationale omdømme.

Som Egyptens svar på amerikansk tv's Jon Stewart har Youssef igen og igen gjort grin med dem, der er ved magten, og han kendes af de fleste i den arabiske verdens mest befolkningsrige land.

Sidste år gjorde Youssef på tv nar af Mursis gentagne brug af ordet "kærlighed" ved at synge en kærlighedssang til en rød pude med præsidentens påtrykte portræt.

Det store antal sager mod journalister har for alvor sået tvivl om Mursis holdning til ytringsfrihed, hvilket var et afgørende krav under den folkelige opstand mod den styrtede præsident Hosni Mubarak i 2011.

Fans har ivrigt forsvaret Youssef i de sociale medier, og oppositionen kalder anholdelserne af journalister for et forsøg på at skræmme folk til tavshed.

/ritzau/Reuters