Anke fra Aung San Suu Kyi i højesteret

Den militært styrede højesteret i Myanmar har indvilliget i at behandle en anke om oppositionsleder Aung San Suu Kyis udvidede husarrest, siger en embedsmand.

Den 64-årige modtager af Nobels fredspris blev i august beordret til at tilbringe 18 måneder i husarrest efter at være blevet dømt for en hændelse, da en amerikansk mand svømmede hen til hendes hus, der ligger ved bredden af en sø. En lavere retsinstans afviste den første anke i oktober.

- Højesteret besluttede at lytte til Aung San Suu Kyis anmodning. Hendes advokater skal fremlægge argumenter for retten inden 21. december, siger embedsmanden, der ønsker at være anonym.

/ritzau/AFP

Borgerrettighedsforkæmperen Aung San Suu Kyi har vundet gehør i Myanmars højesteret, der er klar til at lytte til hendes anke.

Offentliggjort Sidst opdateret