Anklager: Drab på tysk politiker var højreradikalt attentat
Et foto var opstillet ved kisten af den myrdede CDU-politiker Walter Lübcke, da han torsdag blev bisat ved en ceremoni i den tyske by Kassel. Han blev 2. juni fundet død i sit hjem af et skud gennem hovedet. Foto: Swen Pfortner/Ritzau Scanpix
Swen Pfortner/Ritzau Scanpix
45-årig mand er anholdt og sigtet for drab. Han har tilknytning til højreradikale elementer i Tyskland.
Den tyske anklagemyndighed antager, at skuddrabet på den fremtrædende tyske politiker Walter Lübcke tidligere på måneden var et højreekstremistisk attentat.
Det siger en talsmand for den føderale anklager.
65-årige Walter Lübcke var regeringspræsident i Kassel og medlem af kansler Angela Merkels parti, CDU. Han blev fundet på terrassen i sin baghave i Istha få kilometer fra Kassel kort efter midnat 2. juni. Han blev erklæret død to timer senere.
Ifølge obduktionen blev den 65-årige politiker dræbt af et skud i hovedet, som var affyret på tæt hold.
Lørdag morgen anholdt tysk politi en 45-årig mand i Kassel. Byen ligger cirka 160 kilometer nordøst for Frankfurt. Han er sigtet for drab.
Søndag blev den 45-årige stillet for en dommer og varetægtsfængslet.
Det er tilsyneladende et dna-spor, der førte frem til den formodede gerningsmand. Det rapporterer flere tyske medier.
Ifølge efterretningskilder har manden været knyttet til det højreekstreme miljø. Men det præcise motiv for drabet er endnu uklart.
Drabet på Lübcke blev på de sociale medier ledsaget af en shitstorm fra højreradikale elementer til stor forargelse for mange tyske borgere og landets præsident, Frank-Walter Steinmeier.
Lübcke var kendt for sine liberale synspunkter om indvandrere og flygtninge.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker