Anklager: Fransk morder kan slå til igen

- Vi er oppe imod en ekstremt beslutsom individualist, som ved, at han bliver jagtet og kan slå til igen, siger anklager Francois Molins ved et pressemøde tirsdag aften.

Han fortæller samtidig, at ofrene er blevet skudt fra klos hold.

- Vi udelukker ingen spor på nuværende tidspunkt. Intet vil blive negligeret eller afvist, før gerningsmanden er arresteret, siger Francois Molins og fortsætter:

- Til trods for alt, hvad der er blevet rapporteret, har vi ingen informationer om scooterens nummerplade.

Han henviser til, at gerningsmanden slog til fra en scooter - det samme køretøj, der blev brugt ved to nylige angreb på soldater af nordafrikansk afstamning i og nær Toulouse, hvor i alt tre soldater blev dræbt.

Anklageren gentager på pressekonferencen, at det er det samme gerningsvåben, der er brugt ved alle tre angreb.

En særlig terrorefterforskningsenhed fra anklagemyndigheden i Paris har sendt to undersøgelsesdommere til Toulouse, hvor de skal koordinere de 200 betjentes efterforskningsindsats.

Politiet mangler at gennemse 6800 timers overvågningsfilm, og alle vidneudsagn skal krydstjekkes. Statsadvokaten kan ikke bekræfte med 100 procents sikkerhed, at gerningsmanden har filmet sine gerninger med et minikamera.

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, har peget på racistiske og antisemitiske holdninger som et muligt motiv for ugerningerne.

Francois Molins siger også, at drabene kan være racistiske eller antisemitiske, men understreger, at der alligevel er tale om terror.

- Omstændigheder omkring mandagens drab har forstyrret den offentlige orden alvorligt, og gerningen kan dermed karakteriseres som terrorhandling i forhold til betingelserne i straffeloven, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters

Den bevæbnede mand, som skød og dræbte tre jødiske børn og en rabbiner mandag, kan slå til igen. Sådan lyder advarslen fra anklageren i sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret