Anklager: Jacksons læge fjernede beviser

Michael Jacksons personlige læge, Conrad Murray, var for langsom til at reagere, da sangeren døde af en overdosis af receptpligtig medicin den 25. juni 2009.

Sådan siger anklagemyndigheden i en indledende høring, som skal afgøre, om der kan føres en drabssag mod Murray.

Vicestatsanklager David Walgren siger, at der gik mere end 20 minutter fra Murray opdagede, at Jackson ikke trak vejret, til et medlem af sangerens sikkerhedspersonale ringede til alarmcentralen.

Da Jacksons ansatte forsøgte at genoplive ham, ventede Jacksons søn Prince og datter Paris uden for døren.

- Det er vigtigt, at der på dette tidspunkt ikke blev ringet til alarmcentralen, og doktor Murray bad ikke om få tilkaldt en ambulance, siger Walgren.

- I stedet fik doktor Murray en sikkerhedsvagt til at hjælpe ham med indsamle medicinske beviser og andet udstyr, siger anklageren.

Murray er anklaget for at have givet Jackson en kraftig blanding af beroligende og smertestillende piller for at hjælpe popstjernen med at falde i søvn. Lægen nægter sig skyldig i anklagerne.

Vicestatsanklager i Los Angeles, David Walgren, siger, at Murrays forsvarere vil hævde, at Jackson den skæbnesvangre nat vågnede og gav sig selv den indsprøjtning, der skulle vise sig at være en dødelig overdosis. De vil samtidig hævde, at Murray i den forbindelse ikke befandt sig i værelset med popstjernen.

Walgren siger, at Murray tilbageholdt oplysninger om, at han havde behandlet Jackson med medicinen propofol, der er et hurtigtvirkende intravenøst lægemiddel, som bruges til blandt andet narkose.

- Mest bemærkelsesværdigt er det, at doktor Murray ikke fortalte Ucla-læger (hospitalet, hvor Jackson blev kørt hen, red.) om propofol-behandlingen, siger Walgren.

/ritzau/Reuters

Michael Jacksons personlige læge fjernede beviser og ventede for længe med at tilkalde hjælp, siger anklager.

Offentliggjort Sidst opdateret