Anklager: Jacksons læge var groft uagtsom

Michael Jacksons læge er skyldig i "grov uagtsomhed", og det førte direkte til popstjernens død.

Sådan lyder den indledende salve fra anklageren, da en domstol i Los Angeles tirsdag indledte det retslige opgør efter Jacksons død.

Jacksons læge, Conrad Murray, er tiltalt for uagtsomt manddrab.

- Beviserne vil vise, at Jackson bogstaveligt lagde sit liv i hænderne på Conrad Murray, siger anklageren, David Walgren, i retten, mens hundredvis af demonstranter er stimlet sammen foran bygningen for at kræve en hård straf til Murray.

- Denne fejlplacerede tillid kostede Michael Jackson hans liv, mener anklageren.

- Det, som vi forventer, bevismaterialet vil vise, er, at Murray gentagne gange handlede groft uagtsomt, gentagne gange afviste den passende omsorg for sin patient, Michael Jackson, konstaterer han.

Murray er anklaget for at have givet Jackson et sovemiddel, som viste sig at være dødeligt.

Murrays forsvarer ventes at svare, at Jackson slog sig selv ihjel ved at tage en ekstra dosis, mens lægen ikke befandt sig i værelset.

Den 58-årige Murray risikerer fire års fængsel, hvis han bliver fundet skyldig i uagtsomt manddrab af nævningetinget, der består af syv mænd og fem kvinder.

Jackson døde den 25. juni 2009 50 år gammel og på et tidspunkt, hvor han var i færd med at forberede et comeback med en række koncerter.

Murray beskyldes for at have givet Jackson en overdosis af det kraftige beroligende middel Propofol, som Jackson selv betegnede som "mælk". Midlet blev brugt til at hjælpe ham til at falde i søvn.

Murray har aldrig benægtet, at han gav Jackson det beroligende middel

/ritzau/AFP

På førstedag af retssag kalder anklageren Michael Jacksons tillid til sin læge fejlplaceret og dødelig.

Offentliggjort Sidst opdateret