Anklager kræver Dolce & Gabbana fængslet
I en omfattende skattesag mod det verdenskendte modehus Dolce & Gabbana kræver sagens anklager nu, at den berømte designerduo kommer bag tremmer i to og et halvt år.
Anklageren, Gateano Ruta, kræver desuden længere fængselsstraffe til andre i selskabet, blandt andet et bestyrelsesmedlem, en revisor og en finansdirektør.
I april blev Dolce & Gabbana idømt en bøde på 343 millioner euro plus renter for ikke at have indberettet millioner af euro i indtægter til skattemyndighederne i landet.
Den internationale modegigant, som blandt andet benyttes hyppigt af stjerner som Beyoncé og Madonna, har planer om at anke dommen og skal derfor ikke betale noget, før appelsagen er afgjort.
Retten vurderede, at modehuset har "krænket lovgivningen med det ene formål at skaffe en skattemæssig fordel".
Sagen mod Domenico Dolce og Stefano Gabbana startede i 2004, hvor designerne stiftede et firma i Luxembourg under navnet "Gado" - en forkortelse af topdesignernes efternavne - mens modehuset stadig drev virksomhed i Italien.
Denne konstruktion fik det italienske skattevæsen til at mistænke de to designere for at have lavet den specielle firmakonstruktion med henblik på at spekulere i skatteplanlægning og ulovlige skattebesparelser - kort sagt: At snyde den italienske stat.
Skattevæsenet vurderer, at designerne ved firmakonstruktionen har sparet og undgået at betale i omegnen af 420 millioner euro.
/ritzau/dpa
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker