Anklager om valgfusk skæmmer valg i Armenien
Armeniens præsident, Sersj Sarkisian, stemmer ved søndagens parlamentsvalg i den tidligere sovjetrepublik. Foto: AP/Davit Hakobyan (ritzau Foto)
AP/Davit Hakobyan (ritzau Foto)
Regeringsparti står til sejr i Armenien. Kritikere mener, at præsident forsøger at forlænge sit politiske liv.
Den prorussiske præsident Sersj Sarkisian og hans republikanske regeringsparti i Armenien fik et godt valg søndag, viser valgstedsmålinger.
Partiet står til omkring 46 procent af stemmerne, mens oppositionen med den stenrige forretningsmand Gagik Tsarukjan i spidsen står til 25 procent.
Men det er væltet ind med anklager om valgfusk. Myndigheder i Armenien efterforsker over 220 anklager om, at der er snydt med stemmesedler og valglister, skriver nyhedsbureauet dpa.
Der var også problemer med ny teknologi, der skulle bekræfte vælgernes identitet ved hjælp af deres fingeraftryk.
Hundredvis af vælgere, herunder præsident Sarkisian selv, blev ikke genkendt af systemet.
Søndagens parlamentsvalg er det første, siden den tidligere sovjetrepublik ændrede sin forfatning, så parlamentet og premierministeren får mere magt.
Kritikere siger, at ændringerne har til formål at forlænge præsident Sarkisians politiske liv.
Hans embedsperiode udløber til næste år, og derefter vil mere magt overgå til premierministeren. Præsidentembedet vil mest af alt blive en ceremoniel rolle.
Hans politiske modstandere hævder, at hans plan er at forsøge at blive premierminister i 2018.
Selv hvis han trækker sig fra politik, kan han fortsat udøve stor indflydelse gennem en håndplukket efterfølger, siger hans kritikere.
Sarkisian afviser, at ændringerne, der blev vedtaget ved en folkeafstemning i december 2015, er designet til at lade ham beholde magten.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde